Undersøgelse fra Rådet for Grøn Omstilling
Grundlaget for et sundt voksenliv skabes, når man er barn. Derfor fortjener børns indeklima opmærksomhed, og det er afgørende, at landets kommuner og kommunalpolitikere får den nyeste viden at stå på, når de skal træffe vigtige valg om indeklimaforbedringer i de lokale vuggestuer og børnehaver.
De første resultater fra en ny undersøgelse fra Rådet for Grøn Omstilling viser, at mange danske institutionsbørn er udsat for skadelige kemikalier og høj partikelforurening. Samtidig kæmper flere institutioner med utilstrækkelige ventilationsanlæg og for højt CO2-niveau. Undersøgelsen er udført i 30 daginstitutioner i syv danske kommuner og er sket i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Teknologisk Institut.
For at sikre optimale betingelser for institutionernes indendørsarealer, anbefales det også, at alle institutioner bør have moderne ventilationsanlæg med CO2-styring. Det kan medvirke til et godt indeklima i forhold til CO2, temperatur, relativ luftfugtighed, TVOC og partikler, lyder det.